ROCK BLOG
lørdag den 15. september 2007
Bogen til dig der vil vide det hele

Undertitlen til denne bog er "rockens historie". Jo længere man kommer ind i den 350 sider lange bog bliver det tydeligt at ordet, rock er en lidet dækkende betegnelse for en musikgenre der år for år ikke blot har vokset i volume, men også i mangfoldighed. Derfor falder Per Reinholdt Nielsens bog på et meget tørt sted. Udover at være musikbibliotekar er Reinholdt også rockanmelder for Berlingske Tidende. På forhånd kunne man forvente et seriøst og professionelt stykke arbejde, og det har man også fået.
Reinholdt har delt bogens kapiteler op i årtier, startende med 1950'erne, hvor rock and roll med rebelske fagter kickstartede rockens kontroversielle historie, og sluttende med de pluralistiske 90'ere, hvor ordet rock synes meningsløst, hvis man definere rock som guitar, bas og trommer. Ud fra en historisk synsvinkel kan man også indvende at det er noget letkøbt, at dele bogen op i årtier. Men i rockens/populærmusikkens tilfælde må man konstatere at nye trends ofte komme med dekadeskift, f.eks. techno-poppens indtog i 80'erne og rockens revival i 90'erne. På forhånd har Reinholdt sat sig selv på en svær opgave: at fortælle rockens historie på blot 350 sider. Men hans disponering og vægtning har været klog. Rockhistorien op til 1980'erne er allerede andetsteds blevet beskrevet, hvorfor vægten er på 90'erne, og især her viser bogen sin berettigelse. 90'erne har nemlig været en uoverskuelig eksplosion i mangfoldighed og kreativitet; hvor rocken tidligere holdte fast i enhedskulturen, nedbrød rocken alle grænser i 90'erne, især tilskyndet af den elektroniske musik og internettet. Da min viden om elektronisk musik er noget begrænset har 90'er kapitlet været oplysende for mig. Det sidste kapitel i Rebel & remix er om internettets kontroversielle indflydelse på musikbranchen og er en passende og aktuel afrunding på bogen.
Rebel & remix er en særdeles informationsmættet bog, i praksis er det faktisk et leksikon. Og da den både har et emne- og navneregister, kan den da også benyttes således. Registret er så grundigt, at det er fornøjelse at se det igennem, omend det selvfølgeligt ikke er perfekt. Man kan f.eks. ikke slå "koncept-plade" op, selvom om ordet nævnes med en udmærket definition på side 62. Men der findes simpelthen ikke perfekte leksikoner og Rebel & remix er ingen undtagelse. En af de mere pudsige fejl er at Reign In Blood med Slayer på side 121 er udgivet i 1986 og to sider senere i 1987! Til gengæld er det en klar fejl, når Reinholdt påstår, at Fates Warning spiller death-metal. De spiller prog-metal, hvilket er noget helt andet! Og at Ministry overses i industri-metal afsnittet er også mystisk. Men sådan er det vel når man skal skrive om et så stort emne. Det ændrer ikke ved at bogen er velskrevet og veldisponeret. Og objektiviteten er også sympatisk. Således skriver han hele tre sider om progressiv rock uden at svine denne genre til, der ellers er hadet af stort set alle "seriøse" musikjournalister. Alle genrer får respektfuld og fordomsfri omtale. Bogen har desuden en ordliste, hvilket også er stærkt påkrævet. Nu ved jeg endelig hvad blå toner er! Desværre er afsnittet for kort. F.eks kunne Reinholdt have benyttet den til at definere "koncept-plade".
Alt i alt er Rebel & remix ikke til at komme udenom. Ikke blot er den et vægtigt værk i sig selv, den er også særdeles nyttefuld. Den er til den nysgerrige, der vil vide lidt mere, den er til nørden, der har brug for at verificere i tide og utide, og den er oplagt til pædagogisk brug i diverse læreranstalter. Og hvis man savner omtale af dansk rockhistorie, så er der hjælp at hente i Dansk rock 1956-1997, Politikens Forlag 1997.
Etiketter: Rockens Historie
posted by Forfatteren at lørdag, september 15, 2007
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home